Såning af blomstereng
Tænk sig at kunne forandre bedet på en måned! For det kan sommerblomsterne virkelig.
Blandinger til at lave en blomstereng er bare et hit hos børnene, som hurtigt ser resultatet. Blandingerne er sammensat så der hurtigt kommer blomst i nogle af planterne. Hver dag kan man opdage nye blomster, der er på vej til at springe ud. Nogle har små blomster andre har store. Nogle er hvide, andre er pink, blå eller gule? Der er ikke ret meget duft i nogen af dem, men alligevel formår de at tiltrække en lang række af havens insekter. Insekter, som er spændende at se på uanset om man er lille eller stor. En god aktivitet for både voksne og børn alene eller sammen.
Hvornår og hvordan skal de sås?
Blomsterengen skal ikke forkultiveres, som mange af de andre sommerblomster bliver. Blomsterengen sås direkte i jorden. Det betyder at såtidspunktet styres af temperaturen i jorden, som skal få frøene til at spire. Desuden kan de små planter ikke tåle frost. Man skal derfor ikke så blomsterengen før slutningen af maj eller i begyndelsen af juni måned. Når arealet placeres i børnenes have passer tidspunktet med udplantning af f.eks. majs. Synes man at jordstykket skal bruges indtil dette tidspunkt, kan man godt nå at så et par rækker radiser, som så høstet umiddelbart inden tilsåningen. Frøene i blomsterblandingen har forskellig størrelse og kan umiddelbart godt være lidt svære at så uden at komme til at så de store frø først og de små sidst. Man kan så frøene bredt i bedet og forsøge at rive frøene ned i jorden bagefter - det er lidt svært! Man kan i stedet tegne et mønster i bedet, hvori man sår frøene. Det kan være runde cirkler eller firkanter eller noget helt abstrakt. Mønsteret hjælper de første uger, hvor også ukrudtet spirer. De mange forskellige blomsterfrø har jo forskelligt udseende og kan være svære at skelne fra ukrudtsfrø. Når de er sået i et mønster kan man lettere få luget de små ukrudtsplanter væk, der spirer mellem mønsterrækkerne.
Se, nyd og pluk!
Blomsterengen er helt perfekt til at klippe buketter i. Lad eventuelt børnene selv lave buketter til middagsbordet, når gæsterne kommer på besøg. Det er en fantastisk oplevelse for børnene at kunne bidrage til bordpynten. Brug også de enkelte blomsterhoveder til presning og anvendelse til dekorationer på fødselsdagskort eller bordkort. Tag digitale billeder af blomsterne og brug dem til invitationer og andre breve. Brug billederne på din computer eller som baggrund på din telefon - der er uanede muligheder for at nyde blomsterengen i din have!